-
Coloplast må sænke vækstforventningerne en smule
المصدر: BDK Finans / 07 مايو 2024 01:37:20 America/New_York
Selv om salget går nogenlunde som forventet og forudsagt, må Coloplast alligevel justere sine forventninger til det igangværende regnskabsår. Det skyldes ændringer i valutakurser i nogle af de lande, som den danske producent af blandt andet stomi- og sårplejeprodukter eksporterer til. Den såkaldte valutamodvind betyder, at Coloplasts omsætning målt i danske kroner nu forventes at lande et sted mellem 10 og 11 procent i år. Tidligere lød forventningen på 11 procent. De ændrede forventninger følger i kølvandet på selskabets regnskab for andet kvartal i det forskudte regnskabsår 2023/2024. Det viser en foreløbig omsætning på 13,2 milliarder kroner og et resultat efter skat på næsten 2,5 milliarder kroner. Coloplast har hen over det seneste år været på opkøb, og både ejerskabet af Atos Medical og Kerecis skulle gerne bidrage til væksten i forretningen fremover. I forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet fortæller Coloplast desuden, at man nu har fået godkendelse til produktet Heylo, som er et digitalt notifikationssystem, der kan opdage mulige lækager fra stomiposer og gøre brugerne opmærksom på det. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/coloplast-maa-saenke-vaekstforventningerne-en-smule